Jeg startede med at få veer fredag aften. Omkring midnat var jeg ikke længere i tvivl om at det ikke ”bare” var plukveer, da smerten var noget skarpere. De kom med ca. 8 minutters interval, så det tegnede jo til en fin start. Det var ret svært at sove på grund af smerter og almindelig spænding, så efter et par timer stod vi op og så fjernsyn. Veerne kom ikke rigtig regelmæssigt, men med 5-12 minutters interval – til gengæld varede de typisk over et minut.
Ved femtiden om natten gik vi så i seng og fik nogle timers nogenlunde søvn. Om lørdagen kom en veninde på besøg og da der ikke rigtig var sket nogen udvikling var det ok. Veerne aftog noget af at være oppe i forhold til, når jeg lå ned, så efter besøget ringede vi til fødegangen for at høre om det var normalt osv. Vi blev tilbudt en undersøgelse, så vi tog derud lørdag aften. Ved undersøgelsen fandt de at jeg var 2 cm åben og livmoderhalsen udslettet. De mente ikke det ville gå i sig selv, men jeg skulle bare tage hjem og vente. På det tidspunkt var der ca. 6½ minut mellem veerne, men intervallet steg og faldt uden sammenhæng.
Natten til søndag fik jeg stort set ikke sovet på grund af smerterne og hele søndag gik jeg rundt med veer, som stadig kom uregelmæssigt, men gjorde ret ondt. Hen ad aftenen tog vi igen på fødeafdelingen, primært for eventuelt at få noget morfin at sove på for at undgå endnu en søvnløs nat. På det tidspunkt var jeg 3-4 cm åben og de spurgte om jeg helst ville prøve at sove på morfin eller prøve at få det i gang ved at de prikkede hul på vandet.
Jeg valgte det sidste, da jeg jo egentlig gerne ville ha’ det overstået, så jeg blev gjort klar og kom ind på fødestuen. Der var rigtig meget fostervand (2 gange halvanden liter). Bagefter fik jeg hyppigere veer, først med tre minutter imellem, men det blev lige så stille til fem minutter og de var i øvrigt for korte. Så efter et par timer bliver det besluttet at jeg skulle have ve-drop for at gøre veerne mere effektive. Det blev jeg noget ked og kneb vist en lille tåre, da det jo ville betyde, at jeg ikke kunne komme i badekar eller i øvrigt gå rundt under resten af fødslen, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Ve-droppet gjorde jeg fik sindsygt mange veer, der var for korte, men føltes meget lange, idet flere kom lige efter hinanden uden mærkbar pause. Jeg fik lattergas, som hjalp noget, men jeg var stadig ved at blive noget modløs i forhold til at holde ud længe endnu, så omkring midnat bad jeg om en epiduralblokade. Narkoselægerne var dog lige optaget af et kejsersnit, så jeg måtte vente.
Efterhånden kom der styr på veerne, som blev som de skulle være og jordmoderen fik mig hjulpet til en bedre vejrtrækning, som også hjalp en del, men jeg skævede dog stadig noget til, hvornår jeg kunne få min bedøvelse. Da de endelig var klar klokken to om natten, mente jordmoderen, at der nu var god fremgang og jeg ville ikke kunne nå at få ret meget nytte af det, samtidig med det ville kunne trække pressefasen i langdrag. Jeg havde næsten åbnet mig de 10 cm, men barnets hoved lå stadig meget højt og bevægede sig ikke rigtig nedad, men det var som om det bare stod og bankede imod noget deroppe. Så efter endnu en time uden fremgang blev anæstesien tilkaldt igen og 3:30 fik jeg lagt en epidural. Det hjalp virkelig på humøret. Pludselig havde jeg ingen smerter ved veerne, bortset fra pressetrang (som var ret let, går jeg ud fra). Så de skruede ve-droppet op igen, for at se om det ikke kunne få hovedet nedad, desværre uden resultat.
Lidt over fem, efter at flere havde været inde og vurderet, får jeg at vide at der ikke en nogen vej udenom kejsersnit, så det bliver det. Jeg får igen lov at knibe en tåre, hvorefter jeg bliver gjort klar. Kejsersnittet går meget godt, og det var fantastisk da man klokken 6.28 kunne høre vores søn skrige før man kunne se ham. Bagefter tog de ham hen og undersøgte ham, Mikkel fulgte med – alle sagde ”han er godt nok stor” osv.- det viste sig han var 5170 g. og 62 cm, så det var nok forklaringen på han ikke rigtig ville ud. Imens de rumsterede færdig med min mave blev jeg temmelig dårlig – kastede op, begyndte at ryste helt vildt og jeg var vist lidt ved at besvime. Derefter blev jeg kørt til ”opvågning” sammen med Mikkel og vores lille Bertil. Jeg havde mistet en del blod og mit blodtryk var meget lavt (Mikkel husker det til 65/30), så der fik jeg lov at blive nogle timer. Jeg havde det så skidt at jeg ikke kunne holde Bertil, så han fik et tæt forhold til Mikkel til at begynde med. Bertil er bare helt perfekt, så resultatet endte med at være rigtigt godt 
